Er det muligt at have grøn webhosting, eller er kompensation den eneste vej frem? Hvad gør man som klimaansvarlig virksomhed? Læs med og bliv klogere.
Kan webhosting være grøn?
De fleste virksomheder har en hjemmeside. Denne side hostes af et webhotel, som lagrer virksomhedens data enten hos et internt eller eksternt datacenter. Det kræver enorme ressourcer at drive datacentrene, derfor er det relevant at se på, hvordan det er muligt at få bæredygtige løsninger til at drive din hjemmeside.
De fleste danske webhostingudbydere opdaterer løbende deres servere, så de er energieffektive, men kun få vælger at klimakompensere for den strøm, de bruger. Men webhostingudbyderne er kun en lille del af den samlede energiregning. Det er mere relevant at se på datacentrene, der bærer den store ressourceregning.
Din virtuelle sky findes i virkeligheden
Datacentre er helt basalt store lagerbygninger fuld af servere, der behandler og huser din data. Serverne ligger side om side og arbejder 24 timer i døgnet. De bliver overophedet og kræver nedkøling. Det koster enorme mængder af energi at holde servere i gang og ligeledes at nedkøle dem.
Foruden selve strømforbruget har datacentrene den særlige egenskab, at der frigives en masse overskudsvarme fra serverne. Overskudsvarme, der kan blive sendt ud på elnettet og bruges til at opvarme husstande landet over. Men denne energi går ofte til spilde. Det er blandt andet på grund af de høje afgifter på at sælge strømmen til elnettet.
Så hvordan skal man forholde sig som ansvarlig virksomhed med en hostingudbyder?
En mulighed er at kontakte din hostingudbyder og høre, hvordan de kompenserer for deres strømforbrug, og hvilket datacenter de benytter. Når kunderne begynder at efterspørge grøn webhosting, følger udbyderne med.
Hvad kan du selv gøre?
Når du har fundet din helt rette og ansvarlige udbyder af bæredygtig webhosting findes der et par yderligere tiltag, du selv kan gøre for at kompensere for den CO2, dit website genererer, når dine besøgende loader dit site.
Du kan sammenligne det lidt med, at du flyver til Thailand og støtter et klimavenligt projekt med det beløb, der svarer til flyveturens CO2-udledning. Det er godt at klimakompensere for din flyrejse, men det er bedre at lade være med at flyve.
Forskellen på klimakompensation for flyrejser og for webhosting er dog, at du kan vælge at lade være med at flyve, men hvis du har en virksomhed, er det svært at overleve uden en hjemmeside, og den hjemmeside udleder CO2, når dine besøgende tilgår den fra deres computer. Uanset hvor grøn din strøm er, kan du ikke sikre dig, at dine besøgendes strøm er grøn, derfor giver det mening at klimakompensere for webhosting.
Den bedste løsning er naturligvis at vælge en grøn webhostingudbyder, men klimakompensation er et godt og vigtigt supplement.
Så hvordan klimakompenserer du for dit websites CO2-forbrug?
WWF Verdensnaturfonden har udstedt certifikatet Gold Standard, som blåstempler projekter, der arbejder for klimaet.
I Danmark er vi ikke så langt fremme i forhold til webkompensation, men der findes et par muligheder.
Virksomheden IngenCO2, der er Gold Standard-certitificeret, er en af de få, der modregner hjemmesiders CO2-udslip ved at investere i klimavenlige projekter med et beløb svarende til 2 x hjemmesidens CO2-aftryk.
De har udregnet, hvor meget en gennemsnitsbruger anvender i strøm, når de besøger en hjemmeside med et vist antal besøgende og ganget det tal med to. På den måde kan du som virksomhed med en hjemmeside købe kompensation for dine besøgendes CO2.
Men udfordringen ved at klimakompensere er helt generelt, at det bør være den sidste løsning på vejen mod en bæredygtig forretning. Når alle andre tiltag mod klimaansvarlighed er foretaget, er klimakompensation et fint supplement.