Logodesign fra ide til svg

Et logo er en virksomheds visuelle vindue til verden. Det er det lille stykke design, der omfavner værdier, mission og målgruppe i en lille lækker indpakning. Læs min kreative proces fra ide til logodesign i svg.

logodesign

Hvad er et logo?

Et logo er det lille vidunderlige stykke design, der repræsenterer en virksomhed i sin helt simple form. De bedst udførte logoer er vanvittigt komplekse i deres simple udtryk. Der er tænkt over hver en lille detalje, over buer, typografi, farvesammenspil, implicitte elementer og naurligvis brandets samlede identitet. Logoet er virksomhedens visuelle vindue til verden.
Et logo kan både være grafisk i form af et ikon eller tekstuelt med virksomhedes navn i brandets farver – eller sort/hvid. Et logo skal kunne fungere i sort/hvid, derfor er det vigtigt at overveje farvevalg i logoet, hvad enten det er grafisk eller tekstuelt.

Hvorfor skal man have et logo?

logodesign Starbucks
Et logo forener kunderne med virksomheden – hurtigt. Så snart du ser det grønne og hvide Starbuck-logo, kan du fornemme duften af kaffe. Det er en let måde for virksomheden at kommunikere visuelt og skabe en relation til kunden tidligt i købsfasen.

Et godt logo gør det også muligt for kunderne hurtigt at genkende favoritprodukter og skille fårene fra bukkene. Et logo er typisk en af de første ting, kunderne stifter bekendtskab med ved et nyt produkt eller en ny service. Det er med til at danne førstehåndsindtrykket af virksomheden, derfor er det essentielt, at logoet stemmer overens med virksomhedens brand og afspejler den værdi, virksomheden skaber. Den sidste grund til at have et logo er, at kunderne husker en virksomhed eller et produkt bedre, hvis de kan visualisere det.

Sådan foregår min proces med logodesign

Når jeg designer en virksomheds logo, er forståelsen af værdisæt og målgruppen afgørende.
Derfor begynder jeg altid designprocessen med afklare præcis det i en samtale med kunden. Det er vigtigt for mig at forstå kerneproduktet, de unikke egenskaber, virksomheden har, og hvem virksomheden skaber værdi for. Når det er helt klar, går jeg i gang med designprocessen.
  1. Første del af designprocessen går ud på at mindmappe den værdi og de fordele, man oplever som kunde i virksomheden. Når mindmappet er fuld af guldkorn, går jeg videre til tegneopgaven.
  1. I anden fase af designprocessen skitserer jeg ideer til logodesign ud fra værdier og kreative input. Når jeg lander på et logo, jeg er tilfreds med, som opfylder alle formål, tegner jeg det i vektorgrafik i adobe Illustrator og lægger farver på.
  1. Når logoet er vektorificeret, har vi en samtale, hvor jeg forinden sender dig mit design, og vi taler det igennem. Jeg tilpasser eventuelle rettelser, og virksomheden står nu med et nyt, skinnende logo, der repræsenterer deres værdisæt og rammer målgruppen. Bum.
Hvis du vil høre mere om designprocessen eller mangler sparring på din grafiske fremstilling, så kontakt mig endelig for en designsludder.