Bæredygtighed er efterhånden en strategisk nødvendighed. For virksomheder, der vil være relevante i dag og i fremtiden, er ansvarlighed og miljøhensyn nødvendige værdier. Og hvordan viser man sine værdier? Ofte starter det med den visuelle identitet.
 
En tydelig visuel formidling kan ikke blot styrke din troværdighed, men er også med til at skabe en dybere relation til kunder og interessenter. Lad os se på, hvordan du kan lade dit arbejde med bæredygtighed skinne igennem i alt fra farvevalg til materialer og samtidig undgå greenwashing.

bæredygtig visuel formidling

Hvad er bæredygtig visuel formidling?

Bæredygtig visuel formidling handler om at kommunikere virksomhedens arbejde med bæredygtighed gennem design, grafik og branding, samtidig med at der tages hensyn til de miljømæssige og sociale konsekvenser af de valg, der træffes. Det betyder, at den visuelle kommunikation skal være gennemsigtig, ansvarlig og i overensstemmelse med virksomhedens faktiske handlinger og verdensmål.
 
En præcis definition af bæredygtig visuel formidling kan omfatte:
 
  • Æstetik med substans

Design, der ikke kun ser bæredygtigt ud, men som er funderet i faktiske tiltag, fx brug af genbrugsmaterialer, energieffektive digitale løsninger eller samarbejde med ansvarlige partnere.

  • Dokumentation
Alt visuelt indhold skal understøttes af konkrete data eller beviser for miljøhensyn. Det kan eksempelvis være brug af certificeringer som FSC-mærket for papir eller dokumentation for CO₂-reduktion.
  • Holistisk tilgang
En visuel identitet, der formidler bæredygtighed bør ikke kun fokusere på enkeltelementer som farvevalg eller materialer, men inkludere en samlet tilgang, hvor også produktion, distribution og digitale processer spiller en rolle.
  • Realistiske forventninger
Det er vigtigt at formidle, at bæredygtighed er en løbende proces og ikke en statisk tilstand. Kommunikation skal afspejle virksomhedens ambitioner, resultater og udfordringer på en ærlig måde.
 

Centrale elementer i en visuel formidling af virksomhedens arbejde med bæredygtighed

Farver og symbolik

Farvevalg spiller en central rolle i virksomheders visuelle kommunikation og kan stærkt påvirke forbrugernes opfattelse af et produkts eller en virksomheds miljømæssige profil.
 
Farver som grøn, jordfarver og blå toner er typisk forbundet med natur og bæredygtighed som begreb. Men det er vigtigt, at farverne er en naturlig del af brandets personlighed. Undgå stereotype valg, hvis de ikke passer til virksomhedens kerneværdier. Det visuelle skal understøtte ægte handlinger.
 
Vær desuden opmærksom på Forbrugerombudsmandens vejledning, der understreger, at visuelle elementer som farver, billeder og symboler bidrager til det samlede indtryk af markedsføringen. Et eksempel er brug af grønne farver. Hvis en virksomhed bruger grønne nuancer i sin markedsføring, kan det give forbrugeren indtryk af, at produktet eller virksomheden har miljømæssige fordele. Det er derfor afgørende, at de visuelle signaler, din virksomhed kommunikerer, understøttes af faktiske og dokumenterbare miljømæssige tiltag for at undgå vildledning.
 
Forbrugerombudsmanden har tidligere vurderet markedsføring som vildledende, når farvevalg og baggrundsillustrationer, såsom grønne baggrunde og naturmotiver, gav et vildledende indtryk af et produkts miljøpåvirkning. Derfor bør man som virksomhed være opmærksom på, at den visuelle kommunikation i farvevalg ikke skaber et misvisende billede af miljøindsatsen. 
 

Layout

Et enkelt og funktionelt design og layout kan være med til at signalere transparens og troværdighed. Læsevenlige skrifttyper og en overskuelig struktur gør det lettere for modtageren at navigere i kommunikationen. Desuden reducerer minimalistiske designvalg ressourceforbrug både i print og digitalt.
 
For eksempel bør grafiske elementer optimeres, så de belaster digitale platforme mindst muligt. Hurtige hjemmesider reducerer energiforbruget og giver samtidig brugerne en bedre oplevelse. Et simpelt layout med fokus på klare budskaber og brugervenlighed styrker tilliden til budskaberne.

 

Materialevalg

Materialevalg er centralt for bæredygtig visuel formidling. Genbrugsmaterialer og certificerede løsninger er med til at minimere din virksomheds aftryk. Genbrugspapir og miljøvenligt blæk er oplagte valg til tryksager. Find en samarbejdspartner som fx. KLS Puerprint til dine tryksager. For digitale materialer bør man som virksomhed fokusere på optimering af filstørrelser, hvilken hosting man har og meget mere. Digitale løsninger kan være effektive, men kræver omtanke for at sikre, at de ikke blot flytter miljøbelastningen fra fysiske til virtuelle platforme. Læs om det digitale CO2-aftryk i denne artikel.

 

Billedsprog og illustrationer

Billedsprog og illustrationer i bæredygtig visuel formidling skal være autentiske og understøtte virksomhedens værdier. Det betyder, at billeder og grafiske elementer skal afspejle virkeligheden og ikke skabe et fejlagtigt indtryk. For eksempel bør naturbilleder kun anvendes, hvis de har en reel relevans for virksomhedens bæredygtige initiativer.
 
Illustrationer kan med fordel bruges til at formidle komplekse budskaber, som f.eks. virksomhedens indsats for at reducere CO₂-udledninger. Fokus bør være på konkrete handlinger. Ved at vælge realistisk billedmateriale og klare illustrationer kan virksomheder skabe tillid og gøre deres bæredygtige budskaber mere forståelige.

 

Eksempler på ansvarlige virksomheders bæredygtige visuelle identitet

Patagonia

Outdoor-brandet Patagonia er kendt for deres minimalistiske design og ærlige storytelling. De kombinerer en naturlig farvepalet med gennemsigtige budskaber om deres miljøindsatser – underbygget af dokumentation og handling.

 

Too Good To Go

Madspildsappen bruger optimistiske farver og enkel grafik for at formidle deres mission. De er samtidig transparente omkring deres begrænsninger og ambitioner, hvilket styrker deres troværdighed.

 

Hvordan kommer du i gang med bæredygtig visuel formidling?

Start med et helbredstjek

  • Gennemgå din nuværende visuelle identitet.
  • Matcher dine visuelle elementer virksomhedens reelle initiativer?

Designprincipper

  • Sæt klare målsætninger for ansvarlighed i designet.
  • Brug certificeringer og fakta som grundlag for visuelle budskaber.

Implementér gradvist

Hvis en total omlægning er uoverskuelig, kan du starte med:
  • Overgang til miljøvenlige materialer.
  • Optimering af digitale aktiver.

 

Undgå greenwashing: Vær gennemsigtig og ærlig

Ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinjer er gennemsigtighed nøglen til troværdig kommunikation. Det er afgørende, at alle påstande om bæredygtighed understøttes af dokumentation og konkrete handlinger.

Tips til troværdig kommunikation:

  • Brug data og certificeringer som FSC, Svanemærket eller lignende.
  • Fortæl om virksomhedens udfordringer og ambitioner.
  • Vær ærlig om, hvad der er gjort, og hvad der stadig arbejdes på.

Bæredygtighed som en strategisk styrke

Bæredygtig visuel formidling er mere end design – det er en platform til at demonstrere virksomhedens ansvarlighed og styrke relationen til en bevidst målgruppe. Ved at kombinere æstetik med ærlige og faktabaserede budskaber kan virksomheder opbygge langsigtet troværdighed.
 
Næste skridt: Start med en analyse af din nuværende visuelle identitet. Implementér gradvist bæredygtige principper i dine visuelle elementer, og sørg for, at kommunikationen altid stemmer overens med handlingerne. På den måde skaber du værdi – både for planeten og din virksomhed.

Bæredygtig visuel formidling - en oplagt mulighed